Inde i mig bor der en lille defaitist, som
omhyggeligt gemmer på alle mine fejltrin og pinligheder.
Sådan en jeg for det meste mener, ville løse
alle mit livs problemer, hvis hun bare holdt kæft.
Andre dage føler jeg, at hun er den eneste,
som har forbindelse til virkeligheden.
Hun hvisker dagen lang om uduelighed og
nederlag.
Jeg vender erfarent de døve ører til.
Når jeg bliver for presset, bliver jeg
alligevel nød til at gå i dialog.
Scenen:
Biologen går over mod det molekylærelaboratorium. Imens forsøger hun, at skabe
et overblik over hvor lang tid arbejdet vil tage, i forhold til hvor meget tid
hun har tilbage.
Det
hænger på ingen måde sammen.
Defaitisten:
”Nogen
gange hader jeg mig selv”
Biologen:
”Det er
OK. Sådan har alle andre det også ind i mellem”
Defaitisten:
”Jeg ved
det, alle andre hader mig også”
Så er det altså sseget tid hun har tilbage. at være negativ.r lang tid arbejdet vil tage i
forhold til hvor meget tid hun har tilbage. svært ikke at komme til at
grine.