Ikke hvis man er klædt ordentligt på.
Og det var Datteren og jeg for et par uger siden.
Regntøj, sweatere og gummistøvler.
Med ekstra tøj og soveposer fornuftigt beskyttet af drybags
og sorte sække i cykeltaskerne.
Det eneste jeg ikke tænkte på at proppe i lynlåsplastiskpose
var min gamle håndværkermobil.
Den som har holdt til mig i 4-5 år, og kan kunne tåle at
blive tabt på gulvet og ned i vandpytter uden at få mærkelig tiks af det.
Den lå i forlommen på min styrtaske. Lige ved hånden når der
var et motiv, som skulle foreviges.
Allerede første dag druknende den i slagregn.
Så der er ingen billeder af vores cykeltur.
Men ellers var det lækkert.
Både telt og humør holdt til regnen hele vejen ned over
grænsen.
Godt hjulpet på vej af daglige chokoladefix, og de blåbær,
hindbær og kantareller vi fandt lands ruten.
Jeg indrømmer at de timer vi havde med tørvejr og vekslende
skydække var lidt sjovere end dem med regn.
Alligevel er jeg begejstret over ferieformen.
Min krop nød at være i bevægelse det meste af dagen.
Mit dankort nød pausen.
Mit hoved nød den ro der ligger i at dagens vigtige beslutninger
er få, eksistentielle (hvad, hvornår og hvor skal vi spise og/eller sove) og
nemme at træffe.
Mit hjerte nød at være tæt på min pubertetsramte førstefødte
på så fin en måde. På sådan en tur er der masser af plads til både at cykle
alene og sammen, og tid til at snakke uden at blive distraheret af computere og
krimiserier i TV.
Vi gør det igen!
Og jeg håber vi kan lokke families beholdning af Y
kromosomer med også.